Mozart: Don Giovanni, uddrag af 1. akt. arr. af Joseph Triebensee
Blæserensemblet eller ”Harmonie”, som overvejende består af træblæsere, blev skabt i Centraleuropa i begyndelsen af det 18. århundrede. Mens Corelli i Italien skaber strygeorkestret, og i Rom uddanner flere generationer af violinister, opstår der i Bøhmen og Preussen en kendt skole for oboister og hornister. Takket være områdets dygtige instrumentmagere udviklede ”die Harmoniemusik” sig hurtigt til både i Prag og Dresden at blive ligeså elsket som eksempelvis violinsonaten. Således skriver Haydn i midten af det 18. Århundrede flere divertimenti for obo, fagot og horn. I Wien lader Kejseren sig underholde af verdens mest anerkendte ”Harmonie” med bl.a. oboisten Georg Triebensee, far til Joseph Triebensee.

Det er den bøhmiske oboist Joseph Triebensee, vi kan takke for Don Giovanni transskriptionen . I en alder af 19 år deltog han som anden oboist i uropførelsen af Mozarts Zauberflöte under ledelse af komponisten. Efter en fornem karriere som virtuos og komponist ved Fyrst Alois Lichtensteins hof overtog han Carl Maria von Webers stilling som leder af operaen i Prag.

Joseph Triebensee var blot 16 år gammel, da Mozarts Don Giovanni blev opført i Wien. Det er ikke utænkeligt, at den yderst omhyggeligt, brillante transskription blev udarbejdet i hans unge dage, som han jo tilbragte i Mozarts nærhed.


Mozart: Serenade for blæsere nr. 10 i B-Dur, Köchel 361
I januar 1781 opholdt Mozart sig i München, hvor hans opera ”Idomeneo” havde premiere og fik en meget fin modtagelse. For at give udtryk for sin tilfredshed med det kurfyrstelige orkesters blæsere (og sikkert også for at glæde kurfyrsten selv) begyndte Mozart at komponere denne blæserserenade, som han dog ikke nåede at fuldføre, idet han under arbejdet med serenaden blev kaldt til Wien af sin foresatte, biskoppen i Salzburg. Først senere på året, efter at have forladt biskoppens tjeneste, fik han tid til at færdiggøre værket.

Serenaden er instrumenteret for 2 oboer, 2 klarinetter, 2 bassetthorn, 4 horn, 2 fagotter og 1 kontrafagot eller kontrabas. Denne besætning giver komponisten rig lejlighed til at demonstrere de enkelte instrumenters muligheder og desuden gennem de utallige kombinationsmuligheder at frembringe helt nye klangvirkninger. Bassetthornet, der lyder som og i dag tit erstattes af en altklarinet, bruges her for første gang af Mozart og bidrager til at udvide klangbilledet. Af de syv satser kan især 1. og 7. sats samt de to menuetter (2. og 4. sats) siges at være komponeret i en stil, der er typisk for en serenade, mens 3. sats – adagioen – med sit koncentrerede lyriske indhold skiller sig ud fra de øvrige og må betegnes som værkets centrale sats.