Velkommen‎ > ‎

Programnoter

Franz Schubert: Klavertrio nr. 1, B-dur, opus 99, D898

 

Schuberts to klavertrioer stammer fra hans sidste leveår, og B-dur-trioen blev opført ved den allersidste Schubertiade 28. januar 1828. Schubertiaderne var de uformelle sammenkomster med Schubert som det musikalske midtpunkt, der siden 1821 fandt sted i forskellige af hans venners hjem. Mange af Schuberts danse er blevet til her, når han spillede op til dans efter den seriøse musikalske underholdning. Størstedelen af Schuberts musik blev først udgivet efter hans død, og selv om der var mange håndskrevne kopier i omløb – især af hans Lieder og danse – varede det mange år, før den blev kendt i større omfang. En af de første kritikere, der forstod Schuberts genialitet, var Robert Schumann, og han bidrog især til at udbrede kendskabet til hans instrumentalmusik. Han skrev om trioen, da den blev udgivet af Diabelli i 1836: ”Ét blik på den, og alle vor tilværelses bekymringer forsvinder, og verden skinner med ny glans”. Det er stadig en af de mest elskede og oftest opførte klavertrioer, fyldt med Schuberts smukke melodier i et åndfuldt sammenspil mellem de tre instrumenter. Den lange åbningssats i sonateform følges af en rolig Andante med et ungarsk anstrøg i midterdelen. I Scherzoen kombineres to danseformer, valsen og Ländleren. Finalens rondotema varieres så meget, at satsen nærmer sig en sonateform.  

 

Pjotr Tjajkovskij: Klavertrio, a-mol, opus 50

Forslaget om at skrive en klavertrio kom fra Tjajkovskijs mæcen, den rige enke Nadejsda von Meck. Men han afslog det i et brev til hende fra november 1880. ”Undskyld mig, min kære veninde. Jeg vil gøre alt for at glæde Dem, men dette er ikke muligt for mig … jeg kan simpelthen ikke udstå kombinationen af klaver med violin og cello. Efter min mening kan disse instrumenters klangfarver ikke forenes”. Kun fire måneder efter dette brev døde Tjajkovskijs ven, pianisten Nikolaj Rubinstein, som havde haft meget stor betydning for udbredelsen af hans musik. Tjajkovskijs 2. klaverkoncert var tilegnet Rubinstein, der også skulle have uropført den, men det nåede han ikke. Det var på den baggrund, at Tjajkovskij i 1882 udgav sin eneste klavertrio med dedikationen ”Til minde om en stor kunstner”. Trods sit negative syn på genren har Tjajkovskij skrevet et usædvanligt mesterværk, som nærmest er et symfonisk værk for tre instrumenter. Den har dannet grundlag for en særlig russisk tradition for elegiske klavertrioer med komponister som Rachmaninov og Sjostakovitj. Også trioens form er usædvanlig: to satser, hvor den første Pezzo elegiaco er i sonateform, og den anden Tema con variazioni er en række af variationer over et folkesang-lignende tema. Den sidste variation Variazioni finale e coda står for sig selv som en nærmest orkestral apoteose af temaet. Med en sørgemarch slutter den lange rejse i en stemning af mørk og elegisk karakter.       

 

 

 

Comments