Ludwig van Beethoven beherskede til fulde de fleste genrer og stemninger, men for eftertiden er han måske overvejende blevet stående som den alvorlige, filosofiske og skæbnetunge komponist. Alligevel skabte han nogle meget diverterende værker særlig i perioden inden han blev klar over sit tab af hørelse, en tragedie, der mod alle odds ikke slog ham fuldstændig overende. Den evigfriske septet blev sågar så populær, at Beethoven efter hånden skal have blevet meget træt af til stadighed at blive spurgt om at instruere og kommentere på den. Aftenens to variationsværker tilhører også denne tidlige, relativt bekymringsløse og bramfrie periode i komponistens liv, og de bidrog, i lighed med septetten, højst sandsynligt til at bedre komponistens noget skrantende økonomi. 

Sonaten i C-dur er derimod fra en helt anden tid. Den befinder sig midt i overgangen mellem det vi kalder den mellemste og den sene periode, en brydningstid for komponistens stilistiske udvikling, hvor det heroiske og formfuldendte viger for noget langt mere filosofisk og eksperimenterende. Sonaten henter således stiltræk fra begge perioder, men selvom musikken godt nok ikke er diverterende, savner den hverken melodiøse eller humoristiske indslag. Værket består overordnet set af to satser, hver med sin langsomme indledning, og den er den korteste af alle hans sonater for besætningen. 

Til slut i koncerten kan man stifte bekendtskab med Poul Rovsing Olsens Sonate for cello og klaver, op. 34. Følgende står skrevet i noterne fra aftenens duos CD-udgivelse fra 2002: ”Denne har en særlig betydning for Morten Zeuthen. Som ganske ung gik han i gymnasiet med Rovsing Olsens søn, og under et af besøgene hjemme hos skolekammeraten gav komponisten ham nogle noder i hånden og sagde: "prøv den"! Det var sonaten. Den var en stor mundfuld for den dengang 16-årige cellist, "men jeg holdt ved og lærte den, og så spillede jeg den med komponisten ved klaveret, hjemme hos ham. Det var en stor oplevelse og meget fascinerende alt sammen", fortæller Morten Zeuthen i dag. Senere har han spillet sonaten mange gange. Ved Poul Rovsing Olsens begravelse i juli 1982 fremførte han værkets sidste sats.
Sonaten er komponeret i perioden september 1955 - marts 1956. Uropførelsen fandt sted i Danmarks Radio den 12. februar 1959 og blev forestået af cellisten Erling Bløndal Bengtsson og pianisten Kjell Olsson. Efterfølgende stod der i aviserne, at værket "bugner af musik" (Politiken), og at det var "ikke alene klogt gjort, det var også åbent strømmende" (Social-Demokraten). Blot to uger efter den danske premiere fik sonaten sin internationale ildprøve i Paris, hvor anmelderne var noget forbeholdne over for dens længde, men ellers mente, at den var "fantasifuld, skrevet i en legende let stil" og "meget smuk" (Le Figaro), og at værket var "helt igennem varmt og inderligt" (Musica).
Det er en bredtfavnende komposition med et romantisk vingesus hen over tonesprogets diskrete modernisme. Sonaten er velstøbt i formen, virtuos og dog med plads til inderlighed og lyrisk eftertænksomhed. Og for de to musikere byder den på "en særdeles taknemmelig, ja, flatterende opgave" (Berlingske Tidende).”