Mozart Obokvartet i F-dur

Mozarts Obokvartet er et af hovedværkerne for besætningen obo og strygere, ikke blot fordi det er et af de få af slagsen, men fordi det af naturlige årsager har store musikalske kvaliteter. Stykket blev skrevet for den fremragende oboist Friedrich Ramm, som komponisten mødte under et besøg i Munchen. Oboen havde på det tidspunkt genomgået en rivende udvikling, hvilket ansporede Mozart til at skrive værket i en koncertant stil, med partier af tilnærmet halsbrækkende virtuositet for oboen. Men vi kan også opleve en spændende kammermusikalsk interaktion mellem instrumenterne. Ikke mindst er det sted i sidste sats hvor oboen spiller i 4/4, mens strygerne fortsætter i 6/8, en af de mere unikke episoder i den klassicistiske musik.

Finzi: «Interlude» for obo og strygekvartet

Mange har undret sig over hvad det er der gør, at så meget af de engelske komponisters musik lyder så engelsk. Nogle har argumenteret for, at der i musikken er inkorporeret essensen af det engelske sprogs særlige karakteristikker. For en skandinav, måske især en nordmand, lyder det engelske sprogs tendens til at afslutte alle sætninger med et nedadgående tonefald måske en anelse trist. Gerald Finzi er blevet karakteriseret som en af de mest ”engelske” af de engelske komponister, og hans musik er da også fra begyndelsen af blevet opfattet som elegisk. Hvilket nok ikke er så mærkeligt, da komponisten oplevede sin fars død i tidlig alder, hvorefter hans tre brødre og hans elskede musikprofessor alle sammen døde indenfor kort tid. Og de få år af lykke, han oplevede som etableret i det engelske musikliv, blev tidligt afbrudt af sygdom og en relativt tidlig død. Finzis værkliste er derfor ikke særlig lang, og i aften skal vi høre et af de få kammermusikværker fra hans hånd. Kvintetten i en sats er et af de første, der manifesterer Finzis modne stil, og er et passioneret stykke musik, som oprindeligt nok var tænkt som en del af en obokoncert.

Sibelius: Strygekvartet i d-mol «Voces Intimae»

«Voces Intimae» blev til i en periode af Sibelius´ liv hvor han var præget af angst og depression efter at han havde opdaget og fået fjernet en tumor fra halsen. Kvartetten har meget til fælles med den næsten samtidige 4. symfoni, der er meget indadvendt og mystisk, og som komponisten selv sagde senere: ”Det melodiske materiale er godt, men det harmoniske kunne være lidt lettere, mere som en rigtig strygekvartet”. Særlig i første og fjerde sats er musikken overvejende dyster og enigmatisk, på grænsen til det excentriske. Men balancen bliver genoprettet i de andre satser, først den alfelette 2. sats, der er forbi næsten før man aner det, så i den vidunderlige udstrakte og bølgende Adagio, der er kvartettens kærne. Det var her Sibelius noterede ”voces intimae” (intime stemmer) i et særdeles stille og sart parti. Sidste sats er en veritabel folkemusikalsk ”tarantella” i 4/4 der stadig øger i intensitet og afslutter værket med stor bravur. Sibelius skrev til sin kone: ”Stykket viste sig at være noget fantastisk. Den type ting der bringer dig et smil på læben i dødstimen. Jeg siger ikke mere.”

Ø. Sonstad