Velkommen‎ > ‎

Programnoter

På det tidspunkt Johannes Brahms skrev sin sonate for violin og klaver i A-dur, var han en rutineret producent af kammermusik. Flere strygesekstetter, kvintetter og kvartetter var for længst etableret i repertoiret, dog var Brahms alligevel mest komfortabel når klaveret var en del af besætningen. Det kan man godt mærke i A-dursonaten, hvor det er klaverstemmen, der ved sin velkendte Brahms´ke fylde og kompleksitet, sikrer at musikken ikke har ”huller” og som driver den fremad. Men heldigvis får violinen lov til at boltre sig i de mange og lange melodier. Brahms befandt sig nemlig på sommerophold i Thun da han skrev sonaten, og ifølge komponisten ”findes der så mange melodier i området, at man må passe sig for ikke at træde på dem”. 

Værket „Der Dichter spricht“ af Mogens Christensen er et stykke digtemusik  af Mogens Christensen skrevet til Christina Bjørkøe og Niels Hav. Meningen er, at værket opføres sammen med Niels Havs digte og på denne måde farver og kommenterer poesien, ligesom ordene reagerer på impulser fra musikken. Dette er en dansk førsteopførelse af „Der Dichter spricht“. I sommeren 2017 blev værket uropført i Bochum, Tyskland, af Christina Bjørkøe og Niels Hav. Efter denne koncert skrev Dominik Lenze i  Westdeutsche Allgemeine Zeitung: Berührender Abend verbindet Klaviermusik und Dichtung… „Der Dichter spricht“, einer Komposition, mit der Bjørkøe die Verse ihres Mannes untermalte, sogar seine Uraufführung... Der dänische Komponist Mogens Christensen hat mit der Komposition einen perfekten Soundtrack für Niels Havs Poesie geschaffen. In seinem Text erzählt er von einer Busfahrt durch Kopenhagen, in der er sich im Wechsel der Haltestellen neu verliebt und am Ende alleine bleibt mit einer Zigarette und süßer Melancholie: „In gehobener Stimmung und doch unglücklich zugleich.“ 

Hvis man blot læser lidt om César Francks opvækst, kan man let få et noget anstrengt indtryk af hans far. Den lille dreng viste talent indenfor musik, og det vidste faren at udnytte. Han så for sig sønnen som et klaver/komponist-vidunderbarn a la Franz Liszt, der kunde bringe penge og berømmelse til familien, og lille Cécar-Auguste Franck, som han dengang hed, blev tidlig sat til at studere i Konservatoriet i Liège i sit hjemland Belgien. Snart besluttede faren at sønnen behøvede et større publikum, familien flyttede til Paris, og César-Auguste blev efterhånden indrulleret i det prestigefyldte Paris-konservatoriet. Farens utrættelige promovering af sønnen blev imidlertid hurtigt for meget for det parisiske etablissement, og kritikerne kom til at stadigt skrive negativt om hans værker. Oveni var faren ofte sur og tvær, endog hævngerrig, og da han forbød César-Auguste at gifte sig med sin kæreste, fik sønnen også nok. Denne brød med familien, giftet sig med sin udkårne, skiftet navn til blot César Franck og bestemte sig i det hele taget for at blive en helt ny mand.

Han blev undertiden en beundret organist, en agtet, men meget ydmyg komponist, fuld af usikkerhed, og en elsket kompositionslærer, der i sin enkle og godtroende natur var ude af stand til at se intrigerne blandt sine kolleger. Hans mantra til sine studenter var: ”Moduler, moduler, moduler”, og i violinsonaten, som for øvrig ikke trænger megen introduktion, kan man høre at han fulgte sit eget mantra til fulde. 

 

 

Comments