Velkommen‎ > ‎

Programnoter

Ludwig van Beethoven (1770 1827) var selv en fremragende pianist, så det er forståeligt, at klaveret har en fremtrædende plads i hans produktion. Han har skrevet ikke mindre end 32 klaversonater, 5 klaverkoncerter samt adskillige mindre klaverstykker.

Normalt opdeler man Beethovens produktion i 3 perioder: Den tidlige, den midterste og den sene periode. Aftenens to første værker (sonate nr. 5 og nr. 4) er fra den første periode, det tredje værk (sonate nr. 13) er på tærsklen til den midterste periode, mens det sidste værk (sonate nr. 32) er fra den sene periode. Derfor er koncerten også en god mulighed for at få en fornemmelse af hans udvikling som komponist.

Sonate nr. 5 i c-mol (1796-98): Denne sonates toneart, c-mol, er den samme som tonearten i hans kendte 5. symfoni, ”Skæbnesymfonien”, og rummer også noget af den samme dramatik som symfonien. I midten af tredje sats kan man tilmed ane konturerne af det berømte ”skæbnen banker på døren” tema.

Første sats er i c-mol og er præget af uro og dramatik. Den midterste adagio-sats står i stærk kontrast til ydersatserne med sin lyriske stemning, og dens toneart, As-dur, giver den et helt anderledes lyst udtryk. Tredje sats åbner i lighed med første sats i c-mol med dramatik og uro efterfulgt af et sidetema i Es-dur, der prøver at trænge igennem med en mere munter stemning. 

Sonate nr. 4 i Es-dur (1796): Denne sonate er rig på forskellige stemninger og virkemidler. Eksempler herpå er stemningsskiftet i midten af første sats, der giver mindelser om skift fra dejligt solskinsvejr til uvejr. Den langsomme anden sats er præget af de mange indskrevne pauser i musikken. Atmosfæren i tredje sats er landlig, mens fjerde sats er afslappet tilsat passager med lidt uro. Måske er det nogle af årsagerne til, at den berømte pianist Edwin Fischer har sammenlignet denne sonate med et sommerlandskab. Dette værk er i øvrigt en af Beethovens længste klaversonater, og han gav den selv tilnavnet ”Grand Sonata”. 

Sonate nr. 13 i Es-dur (1802): I dette værk forholder Beethoven sig temmelig frit til den klassiske formopbygning. Han gav den selv tilnavnet ”Sonata quasi fantasia” – sonate af form næsten som en fantasi. Overgangene mellem sonatens fire satser er alle ”attacca”, hvilket vil sige, at værket skal spilles uden deciderede ophold mellem satserne. Dette medvirker til at give sonaten dens fantasi-agtige karakter. 

Første sats beskrives af pianisten Andras Schiff som ”vuggevise, efterfulgt af brat opvågnen, vuggevise igen”. Helt atypisk er denne første-sats ikke skrevet i sonateform. Anden sats, en scherzo, er i c-mol og har en helt anderledes mørk atmosfære. Herefter følger noget helt nyt for Beethoven, idet den normale langsomme sats i stedet kan opfattes som en slags overgang på kun 26 takter til finalesatsen. Fjerde sats er værkets længste og samtidig den eneste sats skrevet i den klassiske sonateform. 

Sonate nr. 32 i c-mol (1822): Med denne sonate er vi helt fremme i Beethovens sene periode. Den er samtidig Beethovens sidste klaversonate. Det var i denne periode, at han komponerede sine sene strygekvartetter og sin 9. symfoni, og det var også perioden, hvor han definitivt havde mistet sin hørelse. I lighed med mange af hans andre værker er denne sonate tilegnet hans ven og mæcen, Ærkehertug Rudolf. Man behøver kun at kigge på satsoversigten for at forstå, at vi er kommet et helt nyt sted hen i hans produktion, idet værket kun består af to satser. Musikken skal fremfor alt give stemme til hans inderste verden fremfor at leve op til velkendte standarder. Udtrykket er dybt personligt. Pianisten, Evgeny Kissin, beskriver værket som ”psykoterapi”. 

Første sats er i lighed med sonate nr. 5 i c-mol. Satsen er i sonateform, så på dette punkt fraviger Beethoven ikke sit klassiske udgangspunkt. Anden sats er en variationssats i C-dur bestående af 5 variationer over et 16 takters tema afsluttende med en coda. 

                                                                                                                                  

Jørgen E. Hansen.

Comments