Programnoter

Hugo Wolf (1860-1903): "Italienische Serenade"

Hugo Wolf blev født i Østrig og spillede som barn både klaver og violin.

Som komponist er han mest kendt for sine sange, som gjorde ham til den fjerde mester blandt 1800-tallets tyske komponister af romantiske lieder ved siden af Schubert, Schumann og Brahms. Som ung blev han smittet med syfilis, hvilket gjorde, at han i lange perioder af sit liv var depressiv og ude af stand til at arbejde. Den italienske serenade komponerede han i 1887. Den var oprindelig tænkt som en første sats i et længere værk, men det lykkedes ikke Wolf at færdiggøre den på trods af flere forsøg, og den er forblevet én-satset.

Iben Teilmann

Thomas Agerfeldt Olesen (1969): Strygekvartet nr. 5 «Plappergeister»

Min strygekvartet nr. 1 blev skrevet, mens jeg stadig var en ung amatør, så jeg trak den tilbage, men anerkender stadig dens eksistens: den er stadig nr. 1, men er umulig at opdrive, da det kun er mig der har noden! I slutningen af 90’erne trak jeg endnu en strygekvartet tilbage, nr. 2, som jeg heller ikke følte mig glad ved, selvom jeg alligevel var glad for dens idé. Vel lidt ligesom i en bog at skrive de rigtige ting på en forkert måde. Så ved arbejdet på nr. 5 samlede jeg tingene op fra strygekvartet nr. 2 for at kigge på dem, læse på dem, genforstå og genopfinde dem. Det blev der et nyt stykke ud af. Man kunne høre stykket på denne måde: lytteren befinder sig i en slags tunnel med flugtveje ud til siderne. Hver flugtvej fører ud til et rum, der hører fortiden til. Rummene er besat af musikalske tanker fra fortiden – musikalske spøgelser, der udgyder hver deres deres gamle, genkendelige tanker I en lind strøm. Stykket flygter fra rum til rum, og hvert rum har sit eget spøgelse, der taler med hver sin stemme. Men genkendeligheden er rådden og uægte, eller den fører ingen steder hen. Stykket søger på en måde efter en levende udvej, som den finder I den afsluttende utopi.

Thomas Agerfeldt Olesen 

Johan Sebastian Bach (1685-1750): Contrapunctus nr. 7 fra "Die Kunst der Fuge"

Bachs Die Kunst der Fuge er et af den klassiske musikhistories mest ikoniske stykker. Bach påbegyndte værket i 1748, men nåede ikke at gøre det færdigt inden sin død to år senere. Værket består af en samling på 14 fugaer og fire kanons bygget over samme tema og viser Bachs fænomenale evne som kontrapunktiker. Det er uklart, hvilket instrument de er skrevet for, men sandsynligvis et tasteinstrument, altså klaver, orgel eller cembalo.

I vor tid spilles de i mange forskellige ensembletyper og opføres både samlet og enkeltvis.                                                                                       Iben Teilmann

Dmitrij Sjostakovitj (1906-1975) Strygekvartet nr 8 i c-mol op. 110

Det er svært at fortælle objektivt om et andet menneskes liv og tanker, især når der er gået noget tid, og bagklogskabens og omskrivelsens filtre er kommet på. Når personen i tillæg levede i en totalitær stat, er det næsten umuligt at navigere i, hvad der er historisk rigtig og forkert. Sådan arter det sig i højeste grad med gådefulde Dmitri Sjostakovitj. Han formåede med sin musik at nå hele verden, men valgte at blive boende i et land hvis autoritære regime vekselvis truede hans eksistensgrundlag og løftede ham frem for omverden. I en atmosfære af stadig større usikkerhed og angst begyndte han at lægge koder ind i sin musik, måske for at fortælle dem, som formåede at tolke det, hvad han egentlig havde på hjertet.

Især er strygekvartet nr. 8 i c-mol et rent gavebord til potentielle konspirationsteoretikere. Den er fyldt med referencer til nogle af komponistens tidligere værker, som havde haft afgørende betydning for ham på forskellige tidspunkter i hans liv. Og selv om det ikke var første gang han flettede sit musikalske monogram DSCH (bygget på hans initialer på tysk) ind i sin musik, gjorde han det aldrig i en så stor grad som her. De fire toner er aldrig rigtig ude af syne i hele det 20 minutter lange værk, noget som stemmer dårlig overens med komponistens officielle udtalelse, nemlig at kvartetten skulle være en emotionel respons på et besøg i det krigshærgede Dresden. Mon ikke al den selvreference og selvfokus fortæller en helt anden og mere privat historie end den officielle?

Øystein Sonstad