Programnoter

Boccherini: Strygekvartet i c mol op. 2 nr 1 (G. 159)

Den første strygekvartet prototype blev skabt allerede i 1650 af den katolske præst Gregorio Allegri (ja, ham med den berømte Miserere), men så skete der ikke så meget bemærkelsesværdigt med kvartetmediet, før Joseph Haydn gav det sin endelige form et århundrede senere. Dog var der andre, der udforskede kvartettens muligheder i skyggen af det voksende musikalske centrum i Østrig, ikke mindst Luigi Boccherini, der arbejdede ved det spanske hof i Madrid.

Boccherinis kvartet i c-mol op. 2 (eller op. 1), nr. 1 regnes som hans første kvartet og er dedikeret til ”amatører og kendere af musik”. I modsætning til Haydns første kvartetter giver Boccherini her celloen en mere ligeværdig rolle i forhold til violinerne. Det er måske ikke så overraskende, da Boccherini selv var cellovirtuos, men det foregriber Haydns senere kvartetter og især Mozarts såkaldte cello-kvartetter flere tiår senere.

Men det musikalske sprog er solidt plantet i rokokoen, hvor Boccherini forblev hele sit musikalske liv.

Øystein Sonstad

Holmboe: Strygekvartet nr. 2 (1949)

Efter at have skrevet 10 strygekvartetter i perioden frem til 1944 skete der noget afgørende for Holmboe i 1949: Han komponerede et værk, som han besluttede sig for at kalde sin Strygekvartet nr. 1. Samtidig kasserede han alle de kvartetter, han havde skrevet indtil da. Nye og ukendte døre var blevet åbnet i denne musik, og de kreative perspektiver syntes endeløse for ham. Strygekvartet nr. 1, 2 og 3 blev komponeret inden for halvandet år i en inspirationsrus, den ellers så kontrollerede komponist betegnede som “en pludselig flodbølge”.

Strygekvartet nr. 2 er i fem satser, efter bartóksk symmetrisk forbillede. Det er en meget inspireret musik, som både har en stærk tæthed og en levende, organisk frihed. Satsrækkefølgen veksler mellem hurtige, energifyldte satser og langsomme elegier. 1. sats strømmer vitalt af sted i 12/8-takt. Hovedtemaet høres i førsteviolinen og derefter bratschen, og med dets slentrende, fortællende karakter er der lagt op til et musikalsk eventyr – hvor farerne lurer i satsens midterafsnit. 2. sats er en indadvendt stund, en slowmotionmutation af forrige sats, hvor et alvorligt motiv bliver basis for en grublende nattemusik. Det kontrasteres af 3. sats, en vildt flyvende scherzo, hvor tredelte rytmer skifter som en foldboldspillers hurtige finter. 4. sats er kvartettens anden elegi, denne gang spillet med sordiner. Den korte, alvorlige sats fungerer også som en slags præludium til værkets forløsende finale: En tydeligt Balkan-inspireret musik i 5/8, hvis dissonerende, men elegante jam-session ender helt klassisk på en bred og kraftig C-dur akkord.

Strygekvartet nr. 2 blev tilegnet Leo Hansen Kvartetten, der uropførte den i en radioudsendelse 23. maj 1949. På initiativ fra foreningen Det Unge Tonekunstnerselskab brugte man i en periode at lade opførelser af nye værker efterfølge af en formel diskussion, sat op med “forsvarer og anklager”, defensor og aktor, under overskriften “Musikalsk tribunal”. Holmboes forsvarer var komponisten Svend Erik Tarp, mens aktor var musikkritikeren Sverre Forchhammer. Pressen opsummerede: “De mange værdifulde sider, denne kvartet indeholder, forstod Tarp på en let og sympatisk måde at trække frem, så de til sidst dækkede aktors overfladiske angreb. Den endelige dom overlodes til lytterne.”

Jens Cornelius

Schumann: Strygekvartet nr. 3 i A-dur op. 41

Efter en lang og bitter juridisk fejde fik Robert Schumann sin 9 år yngre Clara Wieck i 1840. Fejden udkæmpedes med hans tidligere pianolærer, Friedrich Wieck, som havde store ambitioner for sin klaverspillende datter. Han ville ikke, at hun skulle komme i skyggen af nogen mand, en skæbne de fleste gifte kvinder led på den tid.

Han havde ikke megen grund til at bekymre sig. Som komponist stod Clara rigtignok i skyggen af Robert, men som pianist var hun feteret i hele Europa, og det var som regel hende, der var ude at rejse, mens Robert var hjemme med de mange børn.

Deres lange kamp for hinanden udløste efterfølgende en inspirationsrus hos Schumann, der i de næste år producerede en lang række mesterværker i form af symfonier, sange og kammermusikværker. Blandt disse er strygekvartetterne, hvoraf den tredje måske er den mest kendte. Allerede fra første tone kan man fornemme Schumanns hengivenhed: hovedmotivets kærlige nedadgående suk (som er blevet kaldt Clara-motivet) sætter det romantiske brus an, som præger hele satsen.

Dog havde Schumann i længere tid kæmpet med en gryende sindslidelse, der ti år senere endte med at tage livet af ham. Det er som om man kan mærke angsten i det næsten hyperventilerende tema i anden sats med de efterfølgende variationer, og i tredje sats sniger mørke, neurotiske skyer sig hen over den kontemplative hovedstemning.

Men sidste sats er igen fuld af humør. Schumanns forkærlighed for ”off beat”-rytmer og den noget pianistiske instrumentation sætter store krav til udøverne, men hvad satsen end måtte mangle af idiomatisk strygerteknik, bliver mere end kompenseret af pur energi og inspiration.

Øystein Sonstad