Programnoter

HAYDNS INTENSE SOMMERSYMFONIER

Langt ind i det 20. århundrede var billedet af Joseph Haydn ganske ligetil: "Pappa Haydn". En elskelig mand der legende, nærmest som en blind høne, ”opfandt” symfoni og strygekvartet. En gudhengiven katolik, som ingen kunne tale ilde om. Et geni der blev kolossalt berømt i sin samtid, trods sin ansættelse ved et afsides fyrstehof, som velbetalt lakaj med pligt til at gå i livré – beskeden, hjælpsom og loyal. Et udramatisk liv uden skumle dødsmesser, invaliderende døvhed, oprør, intriger, kærlighedssorg eller for tidlig død.

Haydns breve og dagbøger afslører dog en mere kantet, syrlig og bittersød side. I forretninger og pengesager var han benhård, og omgivet af jubel i London, skrev han beske noter om englændernes vaner og adfærd. Men negative vurderinger af hans person eller musik var yderst sjældne – og efter triumfen med oratoriet Skabelsen i marts 1799, forsvandt de helt.

Et "moderne" syn på Haydn dukkede først op efter Første Verdenskrig, da yngre komponister opfattede den selvcentrerede senromantik som medskyldig i krigens rædsler. Stravinsky, Ravel og Hindemith introducerede en ”ny saglighed” eller ”nyklassicisme”. Og nu fik man øre for en ny, egensindig, endeløst opfindsom og vittig Haydn; værker der havde sovet Tornerosesøvn siden 1700-tallet, symfonier, operaer, kirkemusik og bunker af kammermusik bredte sig i de nye massemedier og blev næsten rub og stub indspillet på plade.

Det gigantpalads, som Haydns arbejdsgiver, den styrtende rige fyrst Nikolaus Esterházy lod opføre (Esterháza), ligger ca. 100 km sydøst for Wien ved den lille ungarske by Fertöd og kun godt 50 km syd for fyrstens residens i Eisenstadt. En enorm udvidelse af slottet i 1766 stod på i en snes år. Først i 1784 erklærede fyrsten det fuldt færdigt, og da kunne det kun sammenlignes med kejserfamiliens palads i Wien. Et overvældende symbol på rigdom, magt og pragt, eventyrlig stort – inde og ude krævede det et personale der nærmede sig tusind personer. Den umådeligt isolerede beliggenhed må virke excentrisk. Klimaet er solrigt, men fugtig, usundt og uhyre vindblæst, og på Haydns tid var det et sumpet, myggehærget marskland. Men allerede i 1766 valgte fyrsten at forlægge hoffets sommerresidens hertil. I efterhånden op til ti lange måneder om året! – og hans hof havde intet andet valg end af blive der med ham.

I løbet af de 35 år skrev Haydn mere end 100 symfonier, den sidste i 1795. De første afprøver mange nye idéer, og en enestående ”romantisk” periode indledes i slutningen af 1760'erne med hyppig brug af mol og ekspressiv følsomhed.

Denne koncerts 3 symfonier stammer fra denne periode, og sandsynligvis er de alle opført på Esterháza. I parentes skal der bemærkes, at den almindeligt brugte nummerering er alt andet end kronologisk. Så senere tiders behov for at give symfonierne kende- og kælenavne er forståelig.

Palindrom er en betegnelse som angiver noget eder er ens forfra og bagfra. I Symfoni nr. 47 hentyder det til 3. sats, menuetten, hvor både hovedsats og trio har denne spidsfindige form. Af grunde ingen kender, er satsens to dele simpelthen komponeret sådan, at de vil lyde ens hvad enten de bliver spillet forfra eller bagfra. Måske ville Haydn bare demonstrere, at det kan lade sig gøre. Og hvorfor symfoni nr. 43 siden 1800-tallet har heddet "Merkur", savner vi også en forklaring på. Måske indgik den oprindelig i teatermusik. En musikalsk skildring af gudernes vingede sendebud byder den i hvert fald ikke på. Til gengæld er det bemærkelsesværdigt at temaet i første sats nok er det allerlængste Haydn skrev, og i det hele taget sprudler symfonien af vid og kreativitet.

Symfoni nr. 44, Sørgesymfonien, må betegnes som aftenens hovedværk. I den vidunderlige adagio som Haydn – forgæves – håbede opført ved mindegudstjenesten ved sin død – spiller violinerne hele satsen med dæmper. Den unikke placering som 3. sats er ikke tilfældig, men forekommer så sjældent at den i ældre udgivelser brutalt kan ses flyttet til sin vanlige plads som anden sats. Trods satsens sødmefulde vemod, som har givet symfonien dens tilnavn, er det den eneste sats i dur. De øvrige satser, i dramatisk mol, gør at symfonien samlet fremstår som et af Haydns musikalske bidrag til den sværmeriske Sturm und Drang-bevægelse, som Goethes roman Den unge Werthers lidelser gjorde berygtet på denne tid.

Mozart døde næsten en snes år før Haydn, men det var hans Requiem der klang som minde om Haydn ved gudstjenesten i 1809. Måske et varsel om senere tiders rangorden mht. folkelig yndest?

Karl Aage Rasmussen

(editeret af Frode Andersen og Sabrina S. Solis/Concerto Copenhagen)