Programnoter til koncerten med Marmen Quartet

den 9. marts i Hørsholm Kirke

Joseph Haydn (1732-1809): Strygekvartet i B-dur, opus 76, nr. 4, ”Solopgangen”.

Haydn regnes som en slags grundlægger af strygekvartetten og komponerede ikke mindre end 78

af slagsen. Hans opus 76 består af 6 kvartetter udgivet i 1797, hvor han var på højdepunktet af sin

internationale berømmelse.

Første sats åbnes af en musikalsk solopgang med en blød akkord fra 2. violin, bratsch og cello,

som 1. violinen fabulerer over. Denne karakteristiske åbning gentages igennem satsen i forskellige

varianter. Anden sats har karakter af en hellig hymne, inderlig og til tider sorgfuld. Menuet-satsen

er en robust og rustik dans afløst af en lidt lettere og pastoral triodel. Fjerde sats er bygget op over

et tema med mindelser om en engelsk folkesang, der varieres virtuost og i stigende tempo

igennem satsen.

Bela Bartok (1881-1945): Strygekvartet nr. 2, opus 17.

I årene op imod 1. verdenskrigs begyndelse i 1914 havde Bartok flittigt rejst rundt i sit hjemland

Ungarn samt Slovakiet, Rumænien, Bulgarien og Nordafrika for at indsamle og indspille den lokale

folkemusik. Dette arbejde udførte han i stort omfang sammen med vennen og kollegaen Zoltan

Kodaly. Hans dybe kendskab og interesse for folkemusik høres tydeligt i det meste af hans musik.

Hans anden strygekvartet er komponeret over en toårig periode fra 1915-1917 og består af 3

satser. Kollegaen Kodaly har sammenfattende beskrevet værket som ”livsepisoder” og har også sat

ord på hver af satserne. Den rolige første sats, skrevet i en slags sonateform, beskrev han som

”fredfyldt liv”. Den rytmisk livlige og kraftfulde anden sats, inspireret af Nordafrikansk/arabisk

folkemusik, gav han benævnelsen ”glæde”. Den langsomme, dystre og rytmisk stillestående tredje

sats benævnte han ”lidelse”.

Ludvig van Beethoven (1770-1827): Strygekvartet i F-dur, opus 135.

Beethovens opus 135 er den sidste af hans i alt 16 strygekvartetter og hans sidst hele værk. Det er

skrevet i oktober 1826 på hans brors landsted lidt uden for Wien. Opus 135 er ofte blevet opfattet

som en tilbagevenden til komponistens tidlige stil med tydelig påvirkning af hans store forbilleder

Haydn og Mozart. Dette er dog ikke helt fyldestgørende. Måske disse ord fra forfatteren T. S. Eliots

digtsamling ”Fire kvartetter” kredser det bedre ind: ”Her er den første strygekvartet, jeg ville have

skrevet, hvis jeg blot dengang havde vidst alt, hvad jeg ved nu”.

Første satsen er i klassisk sonateform med mange kortere motiver samlet i en slags mosaik. Anden

sats er en scherzo med indlagte rytmiske vittigheder, der ind imellem kan få det til at lyde, som om

musikerne tæller forkert. Tredje sats er et vidnesbyrd om Beethovens mesterskab som komponist

af dybe og meditative, langsomme satser. I sin notesbog kaldte han satsens hovedtema ”hvilens

eller fredens sang”. For den fjerde sats gælder det særlige, at Beethoven har tilføjet tekst i

partituret. Som en slags overskrift på satsen har han skrevet ”Den svære beslutning”. Satsens

langsomme indledning ledsages af spørgsmålet ”Skal det være?”, mens den efterfølgende allegro

ledsages af svaret ”Det skal være, det skal være!”.

I brevet der fulgte med det færdiggjorte partitur til opus 135, skriver Beethoven til sin forlægger

om sine kvaler omkring arbejdet med dette værk: "Her, min kære ven, er min sidste kvartet. Det

bliver den sidste; og den har sandelig givet mig mange problemer. For jeg kunne ikke få mig selv til

at komponere den sidste sats. Men da dine breve mindede mig om den, besluttede jeg mig til sidst

for at komponere den. Og det er grunden til, at jeg har skrevet mottoet: 'Den svære beslutning –

Skal det være? – Det skal være, det skal være!'” Brevet er også et vidnesbyrd om den tvivl og

kamp, der livet igennem gik som en rød tråd gennem hans skabelsesproces.

Jørgen E. Hansen