Vedtægter

Vedtægter for Hørsholm Musikforening

§ 1. Navn

Foreningens navn er Hørsholm Musikforening.

§ 2. Formål

Foreningens formål er at fremme kendskabet til klassisk og nyere musik, først og fremmest kammermusik. Dette sker ved afholdelse af en række koncerter.

§ 3. Medlemmer og medlemskab

Stk. 1. Medlemskab opnås ved betaling af kontingent.

Stk. 2. Medlemskab fortsætter fra sæson til sæson, forudsat at kontingent for næste sæson er rettidigt indbetalt. Har et medlem ikke betalt sit kontingent i en sæson, betragtes vedkommende som udtrådt af foreningen.

§ 4. Kontingent

Stk. 1. Kontingentet skal være indbetalt senest ved 1. koncert i sæsonen.

Stk. 2. Medlemmer, som ikke er fyldt 26 år ved sæsonens begyndelse, betaler halvt kontingent. Børn og unge under 18 år samt elever i Hørsholm Musikskole har gratis adgang.

Stk. 3. Nye medlemmer, der indmelder sig efter sæsonens 1. koncert, betaler et nedsat kontingent, der fastlægges efter antallet af resterende koncerter.

§ 5. Generalforsamling

Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

Stk. 2. Den ordinære generalforsamling afholdes efter sæsonafslutningen og senest den 30.6. og indkaldes med mindst 42 dages varsel med angivelse af dagsorden. Senest 7 dage før generalforsamlingen udsendes endelig dagsorden med samtlige dokumenter, som skal behandles på generalforsamlingen.

Stk. 3. Indkaldelse sker ved e-mail til medlemmerne samt opslag på foreningens hjemmeside

Stk. 4. Forslag til behandling på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde via e-mail eller ved brev senest 21 dage før generalforsamlingen.

Stk. 5. Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når et flertal af bestyrelsen ønsker det, eller når mindst 25 medlemmer skriftligt henvender sig til bestyrelsen herom med motivering og formuleret dagsorden. Den skal afholdes senest 1 måned efter begæringen og indkaldes med 14 dages varsel.

Stk. 6. Enhver lovligt indkaldt generalforsamling er beslutningsdygtig.

Stk. 7. Dagsorden for den ordinære generalforsamling:

1. Valg af dirigent

2. Formandens beretning til godkendelse

3. Kassererens forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse

4. Behandling af indkomne forslag

5. Forslag til budget for den kommende sæson samt fastlæggelse af årskontingent og billetpriser til godkendelse

6. Valg af formand, bestyrelsesmedlemmer, bestyrelsessuppleant og minimum 1 intern revisor samt en revisorsuppleant

7. Evt.

Stk. 8. Efter afholdt generalforsamling udarbejdes et beslutningsreferat, der underskrives af dirigent og formand. Referatet udsendes til medlemmerne senest 1 måned efter generalforsamlingens afholdelse.

§ 6. Stemmeret og afstemningsregler

Stk.1. Foreningens medlemmer har stemmeret på generalforsamlingen under forudsætning af, at de har været medlem i mindst 1 måned og har betalt kontingent.

Stk. 2. Alle beslutninger på generalforsamlingen, bortset fra beslutning om foreningens opløsning, foretages ved simpelt stemmeflertal. Der foretages skriftlig afstemning, såfremt blot ét af de tilstedeværende medlemmer anmoder herom.

§ 7. Bestyrelse

Stk. 1. Foreningens daglige ledelse varetages af bestyrelsen, der består af formand og mindst 6 medlemmer. Bestyrelsen kan udvides med op til 2 medlemmer med særlig tilknytning til kommunens øvrige musikliv. Udvidelsen sker efter bestyrelsens forslag, som skal forelægges den ordinære generalforsamling. De vælges for 1 år ad gangen.

Stk. 2. Formanden vælges for 1 år ad gangen, funktionsperioden for de øvrige bestyrelsesmedlemmer er 2 år, således at halvdelen afgår hvert år. Genvalg kan finde sted.

Stk. 3. Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand, kasserer og sekretær.

Stk. 4. Såfremt formand eller et bestyrelsesmedlem må udtræde af bestyrelsen før udløbet af valgperioden, indtræder suppleanten indtil næste ordinære generalforsamling. Er der ingen suppleant kan bestyrelsen fortsætte med mindst fem medlemmer eller egenhændigt supplere med en egnet person til næste ordinære generalforsamling

Stk. 5. Bestyrelsesmøder skal afholdes mindst 3 gange om året. Bestyrelsesmødet er beslutningsdygtigt, når mindst 4 bestyrelsesmedlemmer deriblandt formand eller næstformand er til stede. Til beslutning kræves simpelt stemmeflertal.

Stk. 6. Referat af bestyrelsesmøder skal efter godkendelse af formanden tilsendes bestyrelsesmedlemmerne senest 1 uge efter mødet.

§ 8. Regnskab, revision og budget

Stk. 1. Regnskabsåret går fra 1.6. – 31.5.

Stk. 2. Kassereren fører foreningens regnskab, sørger for opkrævning af kontingenter og er bemyndiget til at disponere over kasse- og bankbeholdning til betaling af foreningens udgifter. Kassereren skal dog ved anvisning af betalinger på 5.000 kr. og derover forinden ved e-mail have godkendelse af formanden, næstformanden eller sekretæren.

Stk. 3. Kassereren afleverer regnskabet til revisoren senest 20 dage før den ordinære generalforsamling.

Stk. 4. Revisoren vælges for 1 år ad gangen på generalforsamlingen. Revisoren må ikke være medlem af bestyrelsen.

§ 9. Tegning og hæftelse

Stk. 1. Foreningen forpligtes ved underskrift af 2 bestyrelsesmedlemmer, hvoraf det ene skal være formanden eller næstformanden.

Stk. 2. For pådragne forpligtelser hæfter foreningen alene med sin formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.

§ 10. Foreningens opløsning

Foreningens opløsning kan kun besluttes på en ekstraordinær generalforsamling og skal fremgå som et særskilt punkt på indkaldelsen til generalforsamlingen. Beslutning om foreningens opløsning kan kun tages, hvis minimum ¾ af de tilstedeværende medlemmer stemmer derfor. Ved opløsning deponeres foreningens formue og ejendele hos Hørsholm Kommune, der kan anvende det deponerede til lignende formål.

§ 11 Ikrafttrædelse

Denne vedtægt træder i kraft den 11. maj 2022 under samtidig ophævelse af den tidligere vedtægt.